Her har brevkassen modtaget et spørgsmål om støtte til en aftenskole.
Spørgsmålet lyder
Hej Steffen
Vores største udfordringer lige nu er simpelthen at få nogle penge i kassen, til at realisere de mange ideer vi har – jeg vil opliste nogle af dem her:
Teaterskole for børn
Balancetræning og faldforebyggende tiltag for ældre
Netværk for ledige
Kost og motionsvejledning for overvægtige børn og deres forældre
Musikarrangementer for ældre
Seniorhøjskole med kulturhistorie
og meget meget mere.
Muligheder for støtte til aftenskoler
For aftenskoler vil der være gode muligheder for at oprette en decideret støtteforening. Den kan så skaffe midler på forskellig vis og give til aftenskolen, som så kan bruge dem til de hold og den undervisning man vurderer bedst.
Støtteforeningen kan afvikle en række forskellige aktiviteter for at skaffe pengene. Det kan være bankospil, cykelsponsorløb, loppemarked, salg af lodsedler eller andet. Derudover kan støtteforeningen evt. også stå for det praktiske i forbindelse med ansøgning til fonde. Dog bør selve ansøgningerne stå i aftenskolens navn.
Der kan søges om tilskud fra fonde til helt konkrete ting. Det kan være svært at skaffe penge til lønninger til lærerne og andet administrativt. Det er langt nemmere at skaffe penge til indkøb af fysiske ting, som er nødvendige eller kan forbedre undervisningen på holdene.
Tænk gerne over, at nogle af de aktiviteter som en evt. støtteforening skal afvikle, henvender sig til den målgruppe som selve aftenskolens tilbud også går efter. F.eks. kan et bankospils overskud gå til oprettelse af et hold med balancetræning og faldforebyggelse for ældre. Så kan cykelsponsorløbet eller andet, gå til teaterskolen for børnene. På den måde motiverer man både brugerne, deres familier og ligesindede, til at bakke jeres aktiviteter op.
Håber du kan bruge dette til lidt og at I kan få oprettet de hold I gerne vil.