Intet socialt medie er så populært som Facebook. I Danmark er over 3 millioner danskere på Facebook ifølge Nettendenser.dk, og det gør sitet til et fantastisk medie til markedsføring og kommunikation.
Facebook kan også sagtens bruges til meget mere end deling af kattebilleder og andet fis. Det er faktisk et stærkt markedsføringsmedie, hvis man forstår at bruge det rigtigt.
Derudover er der så mange mennesker der er ”på” Facebook, og det er derfor nemt at oprette små ”rum” hvor man kan snakke sammen omkring forskellige interesser m.m.
Det gør også at de fleste foreninger kan få stor gavn af Facebook. Både internt i foreningen og eksternt.
Man kan selvfølgelig ”bare” vælge at sende private beskeder eller gruppe-beskeder til hinanden for at kommunikere internt, ligesom man kan skrive forskellige status beskeder på sin egen profil. Men det bliver hurtigt noget roderi, hvis foreningen består bare af et par håndfulde medlemmer. Løsningen er derfor at oprette et samlingssted for foreningens aktiviteter på Facebook.
Du kan oprette to forskellige ”steder” på Facebook. Det ene er en Facebook gruppe og det andet er en Facebook side. Der er en del lighedspunkter mellem disse to steder, men en lang række forskelligheder også. Det er derfor ikke helt ligegyldigt om du opretter det ene eller det andet.
I nedenstående kan du blive lidt klogere på hvad der er de stærke punkter ved hvert ”sted” og til sidst kan du blive klogere på hvad du bør oprette.
Hvad er en Facebook side?
En Facebook side er det som i starten af Facebooks levetid blev kaldt for en fanside. Altså en side hvor bands, sportshold m.m. kunne oprette en side og hvor brugerne på Facebook så kunne blive fan.
Men da Facebook udvidede begrebet til også at gælde virksomheder og f.eks. også foreninger, så blev ordet fan erstattet af det lidt mere neutrale men besværlige udtryk ”Synes godt om”.
En Facebook side fungerer i vid udstrækning som ekstern kommunikation. Altså din forenings mulighed for at kommunikere ud til omverdenen om hvad der foregår i foreningen.
En Facebook side skal derfor ses lidt som et markedsførings redskab, hvor I har mulighed for at skrive opdateringer og få et budskab spredt på Facebook. I kan f.eks. reklamerer for når I søger nye medlemmer, når I skal spille kamp, eller hvornår næste store arrangement foregår.
En side fungerer også rigtig godt til at skrive om jeres begivenheder bagefter. Det kan både gøres med tekst og billeder. Flere foreninger har f.eks. erstattet fotoalbummet på deres egen hjemmeside, med et fotoalbum på deres Facebook side.
Personer der synes godt om jeres Facebook side vil selvfølgelig i første omgang være jeres egne medlemmer. Men derudover er det en fordel for foreningen at få så mange til at synes godt om jeres side som muligt. Det gør at når I opdaterer jeres side, så bliver jeres budskab spredt til så mange mennesker som muligt.
Alle personer kan se jeres Facebook side og kan synes godt om den. De skal hverken godkendes eller inviteres for at kunne synes godt om den. Det samme gør sig gældende med de opslag der måtte blive skrevet på jeres væg på siden. Disse opslag er synlige for alle brugere af Facebook og er derfor helt offentlige. Så en Facebook side er altså ikke til hemmelige eller interne beskeder.
Når administratoren skriver på en Facebook side, så har han en fordel, da hans opslag vil være meget tydeligere, end hvis en anden person skriver på væggen. Derfor har en Facebook side lidt et præg af at være en-vejs kommunikation. Dog med den undtagelse at der kan kommenteres på alt som administratoren skriver og der også kan sendes beskeder til administratoren.
Desuden kommunikerer administratoren ikke som sig selv som person, men det navn man slår opslag op med eller kommenterer med, er navnet på selve Facebook siden. Dette vil typisk være foreningens navn, hvorfor det har en meget mere officiel klang når man kommunikerer på denne måde.
Hvad er en Facebook gruppe?
En Facebook gruppe består af medlemmer som er godkendt eller inviteret af administratoren eller af de andre medlemmer i gruppen. Dette gør at en Facebook gruppe er ideel til intern brug i foreningen eller for forskellige grupper af mennesker tilknyttet foreningen.
Opslag der bliver skrevet inde i gruppen kan som udgangspunkt kun ses af gruppens medlemmer, medmindre man specifikt vælger noget andet når man opretter gruppen.
Det at oplysningerne og indholdet i gruppen er skjult for offentligheden, gør at en Facebook gruppe f.eks. gør sig godt gældende for et slags intranet eller forum for foreningens medlemmer.
I en forening kan man også vælge at oprette en række forskellige grupper. F.eks. kan der være en gruppe kun for bestyrelsesmedlemmer, en gruppe for forældre, eller hvis man har flere hold i sin forening, kan der være en gruppe for hvert hold. Der er uanede muligheder og her gælder det gamle ordsprog med at det kun er fantasien der sætter grænsen.
Opslagene i en gruppe vægtes lige højt, uanset hvem der skriver indlæggene. Så gruppen på den måde fungerer meget ligeværdigt og at stifteren eller administratoren af gruppen, har på den led ingen nævneværdig fordel i forhold til at få sine opslag fremhævet.
En gruppe samler i princippet en række personer med samme interesse, og har derfor i princippet ikke noget kommercielt sigte. Dette gør også, at dialogen med gruppens medlemmer er lidt mere åben og der er lidt flere muligheder. F.eks. kan man sende direkte beskeder til gruppens medlemmer.
Derudover kan man lægge forskellige filer op i et arkiv, som gruppens medlemmer så kan hente. Det er en smart måde at have et fælles filarkiv på. Dette gør også at mulighederne som intranet er rimelig store (hvis man dog har rimelig begrænsede behov).
Hvad skal du så vælge?
Om du skal vælge en gruppe eller en side, er i princippet ganske enkelt. Skal den bruges til at kommunikere internt i foreningen, mellem medlemmerne eller evt. bare en del af medlemmerne, så skal du vælge en Facebook gruppe.
Skal den derimod bruges til at kommunikere åbent om jeres forening, og f.eks. bruges offensivt i forbindelse med at skaffe nye medlemmer, publikummer eller omtale af jeres forening, så er en Facebook side det rette valg.
Jeg er klar over at der kan være en del formål der ligger lidt imellem disse to scenarier. Men i de fleste tilfælde vil det være ret klart hvilken af ovenstående muligheder man skal vælge.
Dertil skal tilføjes, at rigtig mange foreninger har én side og én eller flere grupper. Her fungerer siden som den officielle kanal udadtil hvor man markedsfører foreningens aktiviteter og får gjort opmærksom på sine aktiviteter til et bredt publikum, mens gruppen eller grupperne fungerer som et intern forum til beskeder på tværs af foreningens medlemmer.
Så løsningen behøver skam ikke være en enten-eller løsning, men kan sagtens være en både-og løsning.