Sådan laver du effektive skolekoncerter

Hvis I er en musisk forening, så er en af de effektive metoder at skaffe medlemmer på, at holde skolekoncerter. Her får I præsenteret jeres forening og musik for en stor skare af børn, og børn er oftest nemme at imponere.

Koncertens opbygning

Langt de fleste skoler kører med lektioner på 45 minutter, hvorfor jeres koncert skal holde sig indenfor denne tidsramme. Det er vigtigt, for når først klokken ringer til frikvarter, så forsvinder de fleste børn eller bliver urolige. Det er helt naturligt, og det har intet med jeres optræden at gøre.

Hvis I overskrider tiden og I skal stresse det sidste igennem og komme med jeres pointer til sidst efter klokken har ringet, så er det hele spildt. De fleste af børnene hører ikke efter alligevel. Så sørg for at holde jer indenfor tidsrammen og vær i god tid til sidst. Heller slut 5 minutter før tid, end 5 minutter efter.

Nu har I styr på tidsrammen, og så kan I bygge en koncert op på ca. 35-40 minutter. Vær klar over at der også godt kan gå 5 minutter inden alle børn er på plads til koncerten. For ikke at gøre koncerten for kedelig eller lang for børnene, så hav nogle afvekslende indslag, så I giver børnene nye oplevelser undervejs.

Alt efter hvilken type musik I spiller og hvilken type orkester I er, så vil jeg anbefale at I får en af skolens lærere til ultra kort at byde velkommen. Så er børnene med det samme trygge, da man er godtaget af en af de lærere de kender i forvejen.

Præsenter jer herefter ganske kort: Hvem er I? Hvilken type orkester? Hvor kommer I fra? Spil herefter et flot nummer for hele orkesteret, så børnene oplever hele pakken fra starten.

Fortæl herefter om evt. rejser I har været på, store koncerter I har lavet, kendte personer I har arbejdet med osv. Så vil børnene hurtigt få stor respekt for jer. Husk på at børnene er forholdsvis nemme at imponere, men de er til gengæld også knald hårde kritikere, hvis de ikke bryder sig om det de hører eller de keder sig. Så pas på ikke at snakke for meget i løbet af koncerten. Hold det ganske kort og præcist, og sørg for at der hele tiden sker noget på scenen.

Angående scene, så anbefaler jeg faktisk at man ikke bruger den, hvis der er en sådan. Det kommer selvfølgelig an på hvordan den ser ud. Men for det meste vil jeg anbefale at man spiller nede på gulvet sammen med børnene, så føler de sig mere med, i forhold til hvis man står på en høj scene, et stykke væk. Men kom tæt på børnene, og lad de første rækker af børn, sidde næsten helt op i orkesteret. Det kan de godt lide.

Når I har spillet de første melodier for hele orkesteret, kan man godt hurtigt tage en runde, hvor man på en sjov måde, hurtigt gennemgår de forskellige instrumenter. Lav evt. en historie, hvor den Store Tykke Tuba Bjørn kommer hen til Lille Fløjte Lisa. Ved hver nyt instrument, spiller en af jeres medlemmer en lille strofe på sit instrument, der passer til historien. Denne rundgang må max tage 2-3 minutter, og så er det videre i programmet.

Træk gerne en lille gruppe af jeres medlemmer ud, og lad dem spille et solistisk stykke, som er imponerende. Tænk gerne taktisk, og brug nogle af de instrumenter, som I mangler flest nye medlemmer på. Har I et harmoniorkester, men mangler klarinetter f.eks. så spil en klarinet solo, eller en klarinet kvartet eller sådan noget.

Herefter bør I spille noget for hele orkesteret igen, men spil gerne en anden type musik nu. Har I spillet meget rytmisk tidligere, kan det nu være tid til et af de langsommere stykker, men gerne et stykke som børnene kender.

En anden sjov gimik, er at spille et rytmisk stykke, hvor I trækker nogle af børnene op som dirigenter. Lad dem komme op og dirigere jeres orkester. Giv barnet en ultra kort introduktion til dirigentrollen på 10 sek. Hjælp evt. barnet med at sætte musikken i gang. Lad barnet dirigere. For at gøre det endnu sjovere, kan I prøve at følge den nye dirigent helt præcist i rytmen. Går det meget langsomt kan I så prøve at skubbe lidt mere tempo i det, så det trods alt lyder af noget. Vælg evt. jeres koncertmester eller en anden musikere, til at styre tempoet, sådan at I er enige om det undervejs.

Er barnet god til at holde tempoet og det bare kører derud af, kan jeres normale dirigent prøve at få barnet til at dirigere hurtigere og så langsommere, så musikken kører op og ned i tempo. Det plejer at være ret skægt. Især hvis musikken er noget børnene kender i forvejen.

Slut af med at spille et par numre mere for hele orkesteret.

Igen, alt efter orkestertype, så kan I også slutte af med at børnene kan få lov til at prøve instrumenterne. Hav evt. ekstra instrumenter med til dette formål, så de ikke ødelægger jeres gode instrumenter. Men pas her på, at hvis jeres orkester består af børn, som ikke selv er vildt dygtige og pædagogiske, at dette kan være med til at give nogle af børnene den tro at det ikke er noget for dem da det er for svært.
Børnene kan godt hurtigt løbe ind i problemer med at få tonerne frem, og hvis der ikke står en kyndig person til hurtigt at vejlede dem videre, kan børnene godt miste den glæde de fik opbygget under koncerten. Så sørg for at dem der viser hvordan man spiller på instrumenterne, er kyndige og har en rimelig god pædagogisk sans.

Når koncerten slutter, kan I give børnene en folder med hjem, som inviterer dem til et åbent hus i jeres forenings lokaler et par dage eller max. en uge efter. I kan også kombinere det åbne hus med en vennedag, så det hele afvikles samtidig. I folderen bør også stå kort om foreningen, med forskellige praktiske oplysninger. Men sørg for at folderen generelt er rimelig sælgende og lokkende.

Husk forældrene

Det er meget vigtigt at bearbejde forældrene også, da det jo er dem der bestemmer om deres barn har tid, eller familien har råd til at barnet er medlem hos jer. Uden at I får solgt jeres forening til forældrene, vil I ikke få nogle nye medlemmer. I hvert fald ikke ret mange.

Da I først har direkte kontakt med forældrene, når I møder dem til jeres åbne hus, er det vigtigt at de kan få et godt indtyk af jeres forening, inden de står hos jer til det åbne hus. Dette kan gøres ved at lave en flot folder eller flyer, som alle børn får med hjem til jeres koncert. Tænk derfor på forældrene som målgruppe når I laver folderen, da børnene forhåbentlig ER blevet bearbejdet ved jeres skolekoncert.

Har du gode eller dårlige erfaringer med skolekoncerter? Så del dem med os andre herunder i kommentarerne.

Kunne du lide artiklen?
Tilmeld nyhedsbrev

Speak Your Mind

*