Dette indlæg er et led i serien om LEGOs ledelsesfilosofi som Godtfred Kirk Christiansen brugte da han ledte LEGO og som han har ladet gå i arv til de nye ledere. Du kan se starten på serien om ledelse i foreninger på LEGOvis her.
Nu er det blevet tid til at gennemgå råd nr. 2 i serien, som handler om målsætninger og tilfredshed.
Bliv tilfreds, men aldrig helt tilfreds, for så holder du op med at skabe
Dette råd synes jeg klart kan bruges i en bestyrelse i en hvilken som helst forening. For det første handler det om at blive glad for de resultater man opnår. Det nytter ikke noget at man aldrig bliver glad og fejrer de resultater man opnår.
Det er meget vigtigt at hvis du og din forening har arbejdet hen imod et mål, at man så markerer det og fejrer det. Det kommer selvfølgelig helt an på hvilket mål det handler om, men i hvert fald skal det markeres. Hvis det er en bestemt person der har arbejdet på det, er det vigtigt at personen får ros og anerkendelse. Er det hele foreningen og dens medlemmer, så kan man jo holde en lille festtale, belønne medlemmerne eller hvad der nu passer i din forening.
Det er vigtigt at du også selv føler dig tilfreds med de opnåede resultater. Der er intet som ros eller i det mindste tilfredsstillelse over et godt resultat, der kan give ny energi til de næste udfordringer. Og det er netop de næste udfordringer, som jeg typisk oplever nogle gange kan overskygge glæden ved de nyligt opnåede resultater.
Mange ledere som er meget energiske, har en tendens til, at inden et resultat er opnået, allerede at sætte sig de næste målsætninger. Det er også fint med planlægning og ambitioner. Men hvis man så selv allerede er videre oppe i sit hoved når en målsætning indfries, så kan man nogle gange komme til at glemme at det man har kæmpet for, nogle gange lang tid, nu er opnået og at andre mennesker måske fortjener ros. Husk det nu, og husk også selv at være glad og tilfreds over de opnåede resultater.
Nu kommer vi så til anden halvdel af rådet, nemlig ”bliv aldrig helt tilfreds, for så holder du op med at skabe”. Her ligger kimen til mange foreningers deroute. Hvis du som leder eller bestyrelse, føler at nu har I opnået det I gerne vil, og nu kører det hele på skinner og nu skal I bare ”administrere”, så er I allerede i gang med at falde. Og tro mig, det kan gå rigtig stærkt.
Det er sindsygt vigtigt hele tiden at udvikle foreningen. Enten kan der tilføjes nye aktiviteter, gøre forholdene bedre, skaffes flere penge til udstyr, gøre hverdagen nemmere eller skaffes flere medlemmer. I det man bremser op og stiller sig tilfreds, vil tingene stille og roligt gå i stå. I starten mærker man det slet ikke, men pludselig en dag vågner man op, og den dag står det helt sikkert slemt til. Der skal hele tiden udvikles, følges med tiden, tilpasses, perfektioneres og forsøge på at udvide.
Så konklusionen her må være: Nyd nuet og de umiddelbare succeser, men sæt nye og endnu større målsætninger, og knokl så en vis legemsdel ud af bukserne for at opnå endnu mere succes.
Hvad synes du? Har du prøvet at være i en forening hvor man ikke markerede “sejrene” og hvordan var det? Eller har du set en forening, hvor man stillede sig tilfreds med resultaterne, og hvor det så begyndte at gå tilbage igen? Skriv en kommentar herunder.
Husk du kan få de næste indlæg leveret automatisk på din mail eller i din RSS læser. Tilmeld dig her, det er ganske gratis.
Her kan du følge med