Anmeldelse: Fundraising til kreative projekter

Fundraising til kreative projekterDette er en anmeldelse af bogen Fundraising til Kreative Projekter som er skrevet af Maiken Ingvordsen. Bogen er skrevet til musikere, forfattere og andre kunstnere, med henblik på at hjælpe dem med at skaffe midler til at gennemføre deres kreative projekter. Men kan denne bog også være med til at hjælpe os ude i foreningerne?

Jeg har læst bogen og vil her beskrive indholdet af bogen, så du kan se om det er en du bør købe.

Det finder du i bogen

Bogens fokus er som sagt at hjælpe forskellige kunstnere med at skaffe penge til at gennemføre deres projekter. Det kan være projekter som en bogudgivelse, film-optagelser, koncerter, større og mindre arrangementer, PR osv. Dette hjælper bogen med, ved bla. at give en god indsigt i hvordan man søger fonde, hvor man kan finde fonde osv.

Fundraising til Kreative Projekter, giver en række idéer til hvad man egentlig kan fundraise til. Da jeg læste det, kom tankerne til at flyde lidt, så jeg fik da en hel masse idéer til hvad man egentlig kunne søge til. Så selvom man er vant til at arbejde med fundraising, så giver det jo altid en masse idéer, at læse noget på skrift om det.

Herefter beskriver Maiken også hvordan man kan strukturere sin fundraising, sætte den i system, så man har styr på det hele. Det kan jo hurtigt blive lidt uoverskueligt at skulle skaffe penge til nogle projekter, så længe de bare bliver en lille smule store.

Du får også tips til hvordan du kan opbygge din ansøgning og hvad du skal have med samt hvad der er en god idé at have med. Husk iøvrigt at du kan hente min gratis e-bog, med 10 tips til bedre fondsansøgninger her.

Fokus i bogen ligger helt klart på at skaffe penge fra fonde. Så dette emne er beskrevet rigtig godt. Men derudover nævner Maiken også en række andre metoder til hvordan man kan skaffe penge på andre måder. Dog bliver dette afsnit nærmest kun i overskrift form. Men det fungerer fint som inspiration og så kan man altid læse mere om metoderne andre steder (f.eks. her på AktivFundraising.dk).

Bogen slutter med et længere afsnit om hvordan man overvinder angsten / frygten for at skulle sælge sig selv. Der er mange kunstnere der føler at de næsten skal sælge sig selv, når de sælger deres billeder, musik eller andet. De står personligt inde for det og føler det som en del af dem selv. Derfor kan det godt være store nederlag, når folk ikke vil købe ens produkter. Dette beskriver Maiken i et stort kapitel til sidst, hvordan man overvinder. Derfor også den sidetitel som er blevet plads til på coveret: Kunsten at sælge sig selv.

Hvem er Maiken Ingvordsen

Maiken er uddannet pianist og komponist fra Rytmisk Musikkonservatorium i København. Hun har udgivet flere CD’er (bla. i samarbejde med Johannes Møllehave).

Derudover driver hun sit firma So What Copenhagen hvor hun har stor fokus på fundraising. Hun har i gennem tiderne hjulpet mange kunstnere (især musikere) med at skaffe penge til deres projekter.

Er bogen noget for foreninger?

Ja, det synes jeg faktisk den er. Selvom bogen jo er henvendt til mere professionelle kunstnere og ikke foreninger, så er der stadig rigtig meget man kan trække ud af bogen og bruge i sit arbejde med at skaffe penge til foreningen.

Du får en masse tips og tricks til hele arbejdet med at søge fonde. Hvordan planlægger du arbejdet og får det sat i system. Og hvordan skriver du så nogle ansøgninger bagefter, som bliver svære at sige nej til. Alt dette kan bruges uanset om du er professionel kunstner eller er frivillig i en forening.

Selvfølgelig vil bogen indeholde elementer som ikke er særlig anvendelig i foreningen (især hvis foreningen ikke ligger indenfor det kreative univers). Men uanset hvad, så synes jeg stadig at der er nok viden og inspiration at hente, til at forsvare bogens pris. De småpenge kan lynhurtigt være tjent hjem igen.

Har du fået lyst til at læse bogen, så kan den købes her.

 

Kunne du lide artiklen?
Tilmeld nyhedsbrev

Speak Your Mind

*